Tag Archive for: Søvn

25.03.2015
25 mar 2015

Hvad er fysisk energi?

Hvad er fysisk energi? Fysisk energi er umiddelbart den vigtigste energiform som vi besidder. For uden fysisk energi kan vi selvsagt ikke gøre særlig meget, og det er jo uanset om sidder på kontor, arbejder som håndværker eller noget helt andet.
 

Din samlede fysiske energi afgøres af fire forskellige elementer:

  1. Kost: Tommelfingerreglen er, at jo mere naturlig og uforarbejdede kalorier at du indtager (og i rette mængde naturligvis), desto bedre og mere energi får du. Skal du eksempelvis aflevere en vigtig rapport kl. 16.00 og er lidt småsulten kl. 14.00, ja er en banan en markant bedre valg end et stykke kage.
  2. Motion: Det er ikke fordi, at alle mennesker behøver at træne op til at kunne løbe et maraton, for langt mindre kan faktisk gøre det. Jo bedre din krop er til at transportere ilt og blod rundt i din krop, desto bedre kan du performe og overskue hverdagens opgaver og udfordringer.
  3. Restitution: Hvis man forbruger energi, skal energien fornyes igen via restitution. Det er her, at vi ofte kigger på sportsstjernerne, som er specialister i at skabe balance mellem performance og restitution. Sørger du for god og effektiv restitution, kan du giv den maksimal gas igen den næste dag. Husk at restitution fra jobbet også sagtens kan være en løbetur på 5 km eller en tur i fitnesscentret.
  4. Søvn: Søvn er den mest undervurderede del af den fysisk energi, da mange føler at det er spild af tid at sove mere end 5-6 timer. Imidlertid er søvn den allerstørste enkeltfaktor i forhold til at kunne performe optimalt. Faktisk er søvn umiddelbart vigtigere end mad (klik her for at læse mere om det). Får du 7-8 timer søvn hver nat, så bliv ved det. Får du mindre, så gør en aktiv indsats for at få de nævnte 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat. Du vil opleve at være frisk på en helt anden måde og vil kunne performe langt bedre, både på jobbet og privat. Så hvis du vil nå mere her i livet, så sov mere :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

19.03.2015
19 mar 2015

Vil du sælge mere så sov mere

Vil du sælge mere så sov mere. Hvordan hænger søvn og salg lige sammen? Jo, der er klar sammenhæng mellem performance og tilstrækkelig med søvn. Sælgere, der hele tiden bliver målt på deres resultater og skal være på overfor kunderne, har derfor et stort behov for at være udhvilet hver dag, men det gælder selvfølgelig også andre jobfunktioner, hvor man skal være i stand til at arbejde koncentreret.

Ifølge videnskaben bør man få 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, hvilket kun cirka totredjedel af danskerne får jævnfør en undersøgelse som Danmarks Radio bragte tilbage i slutningen af januar i år.

Behovet for 7-8 timers søvn hver nat gælder sådan cirka 97,5 procent af befolkningen, hvis man lytter til de førende søvnforskere. Desværre har mange mennesker vænnet sig til for lidt søvn, og prøver at kæmpe sig igennem dagen ved at “dope” sig med kaffe, cola, energidrikke og andre hurtige kulhydrater. Det er imidlertid ikke en varig eller særlig sund løsning, og det har også den markante ulempe at din performance bliver meget svingende i løbet af dagen.
 

Hvad gør jeg så ved det?

Jeg har lavet en YouTube video på cirka seks minutter omkring emnet søvn og hvorfor at søvn er en kæmpe og ofte undervurderet energiressource. Du skal bare klikke på “play” knappen nedenfor for at se videoen.

God fornøjelse og godnat :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

01.02.2015
01 feb 2015

Er smart drugs genvejen til succes?

Er de såkaldte “smart drugs” genvejen til succes? Er det blevet nødvendigt at “dope” sig med performanceforbedrende stoffer for at man kan levere topresultater og blive en succes nu om dage? Eller måske bare for at kunne overleve i vor tids “always on” kultur?

CNN - What Silicon Valley's OnI forlængelse af mit indlæg forleden om, at hver tredje sover for lidt jævnfør en måling foretaget af Danmarks Radio og Epinion, faldt jeg over en anden interessant video og artikel fra CNN, som har sat fokus på begrebet “smart drugs” og om disse former for performanceforbedrende stoffer er det som driver Silicon Valley.

Smart drugs kendes også som “study drugs” eller nootropic, og fælles for disse er, at de har til formål at stimulere performance og koncentration samt at forbedre hukommelsen. Det kan dække alt fra en kop stærk kaffe, energidrikke, vitaminer eller naturmedicin over til decideret receptpligtig medicin som eksempelvis ritalin, som egentlig er udviklet til behandling af blandt andet ADHD, men som også er blevet anvendt ulovligt af studerende til at øge koncentration og indlæringsevne. Hvad angår klinisk dokumentation for effekten af disse stoffer, så er det meget begrænset, hvad der overhovedet findes og der er også risiko for alvorlige bivirkninger.
 

Min egen erfaring med “doping”

Da jeg for syv år siden vejede 125 kilo, levede et temmelig usundt liv og var i konstant søvnunderskud, brugte jeg selv kaffe, energidrikke og hurtige kuldrater til at få mig kæmpet igennem dagens møder og opgaver. Jeg kender derfor udmærket afhængigheden af sukker og trangen til at “dope” sig med koffein. I mit tilfælde drejede det sig nok mere om overlevelse i det hele taget, end at jeg prøvede på at nå nye højder rent performancemæssigt. Heldigvis fik jeg gennem en livsstilsforandring arbejdet med min kost, motion, restitution og søvn således, at jeg ikke længere havde en afhængig af kaffe og hurtige kulhydrater.
 

Unødvendigt med smart drugs

Work-Life balance - energio - energi der skaber resultaterHelt generelt set er jeg modstander af brugen af smart drugs. Jeg tror på, at hvis man lever et nogenlunde balanceret liv med fornuftig mad, regelmæssig motion, daglig restitution og 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, så har man ganske enkelt ikke brug for smart drugs. At der tilsyneladende er et stigende marked for disse stoffer, tilskriver jeg primært at folk tager smart drugs som en slags symptombehandling for at dulme effekten af for meget stress samt mangel på søvn og restitution i hverdagen.

Jeg har forståelse for at eksempelvis OL-atleter og andre professionelle sportsfolk forsøger på at hente de sidste marginaler hjem med at optimere alt, hvad man lovligt set kan optimere i forhold til træning, kost og restitution. Her er det millisekunder og millimeter som afgør om man vinder guld og sølv. Men professionelle sportsfolk starter altså også på et helt andet grundlag end os almindelige dødelige. Deres grundbase er på plads, og det giver derfor mere i at tænke optimering. For alle os andre får vi mere gavn af fornuftig mad, en løbetur og en god nats søvn end at prøve på at symptombehandle med smart drugs.
 

Smart drugs er ikke genvejen til succes

Dermed mener jeg heller ikke at smarts drugs er genvejen til succes. Tværtimod tror jeg at der er risiko for, at brugen af disse stoffer bare gør, at man i endnu højere grad lytter ikke lytter til kroppens og hjernens reelle behov for højkvalitets brændstof, motion, restitution og søvn.

Hvad med dig selv? Hvad tænker du om brugen af smart drugs? Er det okay at bruge disse stoffer?

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

30.01.2015
30 jan 2015

Hver tredje sover for lidt

Hver tredje sover for lidt jævnfør en helt frisk måling fra Danmarks Radio og Epinion. Jeg skriver selv jævnligt om emnet søvn kontra energi og performance i hverdagen, og jeg kunne derfor ikke lade være med at fare i blækhuset for at kommentere lidt på denne måling.

Hver tredje sover for lidtMålingen viser følgende søvnmønster hos danskerne:

  • 2 procent sover 3-4 timer
  • 34 procent sover 5-6 timer
  • 56 procent sover 7-8 timer
  • 7 procent sover mere end 8 timer

Tallet overrasker mig som sådan ikke, da de stemmer meget godt overens med den oplevelse jeg har næsten ugentligt, når jeg er ude i det danske land for at holde foredrag om motivation og energi.

Desværre er vores søvn et af de første “ofre”, når der travle familier skal have kabalen med døgnets 24 timer til at gå op i en højere enhed. Når der både skal være plads til job, transport, børn, fritidsinteresser, Facebook og alle mulige andre prioriteter, føles søvnen som det nemmeste sted at skære i. En stærk kop kaffe sætter gang i kroppen fra morgenstunden af, og dagen overleves så med endnu mere kaffe, energidrikke og hurtige kulhydrater.

Det er efter min mening bare ikke den rigtige “formel” at bruge, hvis man vil have energi og overskud i hverdagen – både for at kunne være noget for sig selv, men i høj grad også når man skal være noget for andre. Flertallet af danskerne har et job, hvor samarbejde med andre mennesker er en nødvendighed, og her kommer samarbejdsvilje, rummelighed, fleksibilitet og kreativitet til kort, hvis man ikke har fået nok søvn.
 

10 dages testen

Tilstrækkelig med søvn, hvilket ifølge søvnforskere er 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, er ofte en undervurderet kilde til at få mere energi i hverdagen. Man får ganske enkelt mere overskud og har nemmere ved at prioritere, fokusere og løse opgaver. Til dig som ikke får 7-8 timers søvn, så vil jeg foreslå at du prøver, hvad jeg kalder for 10 dages testen: Tag 10 dage i træk, hvor du gør det til at aktivt valg at få minimum 7 men gerne 8 timers søvn. Prioritér at komme i seng i ordentlig tid så du får den fulde søvn. Det vil ikke gå mange gange før du føler et helt andet overskud end med 5-6 timers søvn.

Hvis du har brug for lidt inspiration om, hvordan søvn kan være kilden til ny og mere energi i din hverdag, så kig gerne på min YouTube video nedenfor om emnet.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

15.10.2013
15 okt 2013

Møder du op fuld på arbejde?

Møder du op fuld på arbejde? Altså står ud af sengen kl. 6.00, og starter med at indtage 2-3 glas vin eller øl til morgenmad, for så at møde beruset op på arbejde kl. 8.00?

De fleste vil mene, det er et ret ledende spørgsmål, og at svaret selvfølgelig er klart nej.

Ikke desto mindre er der faktisk mange mennesker, der møder op fulde på arbejdet – dog ikke ud fra et alkoholmæssigt synspunkt, men som følge af for lidt søvn flere dage i træk.

Hvis et menneske sover fem timer eller mindre pr. døgn i fire dage i træk, vil han eller hun vågne op på femtedagen med en reduktion i sine kognitive evner, svarende til at personen har indtaget 2-3 genstande.

Med kognitive evner mener jeg personens kapacitet til at interagere med andre mennesker, forstå og løse problemstillinger, lære nyt og arbejde fokuseret og effektivt.

Problemet er, at personer som udsætter sig for den form for åbenlys søvnunderskud, ikke umiddelbart føler de samme symptomer, som normalvis følger indtagelsen af alkohol. Søvnmanglen giver ikke tømmermænd eller andre klassiske følgevirkninger fra alkohol. Man er bare træt, rigtig træt endda.

Dagen bliver derfor ofte kickstartet med en kop stærk kaffe eller dåse cola. Koffeinen bliver det kunstige, men desværre stærkt flygtige energikick, som i korte perioder kan hjælpe personen til at overkomme dagens opgaver og udfordringer. Kaffe og cola kan imidlertid aldrig kompensere for kroppens og hjernens behov for søvn – hverken på kort eller lang sigt.

Folk som har små børn kan sikkert nikke genkendende til de negative konsekvenser som følge af perioder med begrænset søvn. Her er der heller ikke så meget andet at gøre, end at tage den søvn man overhovedet kan få.

Men alle andre mennesker bør prioritere at få 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat. Mest af alt for at man vil få et markant bedre energiniveau i hverdagen, og dernæst at man så kan bruge denne gode energi til at nå mere her i livet – både på jobbet og i privat sammenhæng.

Kaffe eller cola – hvis du kan lide disse former for drikke – skal du selvfølgelig blive ved med at indtage i fornuftige mængder. Men drik kaffe eller cola fordi du kan lide smagen, og ikke for at overleve i hverdagen.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

08.10.2013
08 okt 2013

Hvad er vigtigst: Mad eller søvn?

I forlængelse af mit blogindlæg forleden om sammenhængen mellem søvn og performance, vil jeg fortsætte ud af “søvn-tangenten” ved at stille dig dette spørgsmål: Hvad er vigtigst: Mad eller søvn?

Når jeg er ude for at holde mine energiboost foredrag svarer de fleste, at mad er vigtigst. Og ikke så sjældent endda bliver det gamle ordsprog “Uden mad og drikke duer helten ikke” brugt af tilhørerne som “evidens” for, at mad nok er det vigtigste.

Inden vi når til en konklusion på spørgsmålet, så lad mig fortælle om erfaringerne fra et forsøg med rotter. Doktor Allan Rechtschaffen, som er professor emeritus ved University of Chicago og anerkendt ekspert indenfor søvnforskning, gennemførte tilbage i firserne eksperimenter med rotter.

I det første forsøg lod Rechtschaffen rotterne få mad og drikke, men til gengæld ikke nogen form for søvn. Det betød, at så snart en rotte viste tegn på, at den ville sove, blev rotten holdt fysisk aktiv. Altså ingen form for søvn overhovedet. I løbet af forsøget begyndte rotterne at udvise en række meget negative symptomer: De havde svært ved at styre deres kropstemperatur, de overspiste og hvis de fik sår, havde sårene meget svært ved at hele. Sidst, men ikke mindst, havde forsøget det fatale udfald, at rotterne ganske enkelt døde efter to, maksimalt tre uger uden søvn.

Forsøget blev nu gentaget (selvsagt med nogle nye rotter). Denne gang fik rotterne ikke noget mad, men måtte til gengæld gerne sove under forsøget. Så altså ingen mad, men derimod vand og søvn. Tiden gik og gæt nu, hvordan rotterne havde det efter henholdsvis to og tre uger: De levede faktisk stadigvæk, omend de var blevet meget sultne.

Nu ved jeg godt, at forsøget blev udført på rotter og ikke mennesker, men alene ud fra dette eksperiment, er svaret ganske klart: Søvn er vigtigere end mad!

Mange mennesker får imidlertid byttet godt og grundigt rundt på disse to ting. I følge Sundhedsstyrelsen er 47 % af voksne danskere nu overvægtige og indtager dermed tydeligvis for mange kalorier. Samtidig er vi blevet en nation som lider af nærmest kronisk søvnunderskud. Det er selvsagt – baseret på konklusionerne i rotteforsøget – en rigtig dårlig kombination.

Så den umiddelbare morale er, at det gælder om at få 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, og selvfølgelig også noget mad. Vel at mærke mad som hjælper til at fastholde en stabil energikurve hen over dagen. Det skal du gøre for dit helbreds skyld, og fordi du ganske enkelt kan performe langt bedre i hverdagen – både på jobbet og privat.

Vi burde nok få opdateret det gamle ordsprog til at lyde: “Uden søvn, mad og drikke duer helten ikke”.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

07.10.2013
07 okt 2013

Vil du nå mere her i livet? Så sov mere.

Vil du nå mere her i livet? Så sov mere. Det er faktisk den helt basale opskrift på, hvordan du kan få markant mere ud af livet.

Du tænker sikkert, hvad i alverden snakker manden om? Sove mere? Er det ikke nærmere det modsatte du har brug for, hvis du skal nå mere her i livet?

Læs mere

© Copyright 2015 energio