Tag Archive for: Præsidentvalg

30.07.2016
30 jul 2016

Hvad kan vi i dansk erhvervsliv lære af Donald Trump?

Kampen om at blive den næste amerikanske præsident er som bekendt i fuld gang. Donald Trump er netop blevet officielt valgt som Republikanernes præsidentkandidat, og det forventes at Hillary Clinton bliver valgt som Demokraternes præsidentkandidat ved deres partikonvent den 28. juli 2016.

Uanset om man støtter den ene eller den anden kandidat, så bliver det utvivlsomt et af de mest spændende præsidentvalg at følge i nyere tid – ikke mindst som følge af Donald Trump og hans mildest talt ”alternative” tilgang til det at drive valgkamp på.

For at være helt ærlig, så er jeg personligt ikke fan af Donald Trump, men jeg fik alligevel den tanke, at vi i erhvervslivet måske godt kan lære noget af ham. Det er nok mest åbenlyst, hvad vi ikke skal gøre, men der er faktisk også noget, hvor vi alligevel med fordel kan gøre lige som Donald Trump. Jeg har derfor sammensat en liste med 5 ting som erhvervslivet IKKE skal gøre som Donald Trump, og 5 ting som erhvervslivet skal gøre ligesom ham.
 

5 ting som erhvervslivet IKKE skal gøre lige som Donald Trump:

  1. Donald Trump er meget personlig og negativ i enhver diskussion, og han går i den grad efter “manden”. Trump bruger enhver lejlighed til at tale negativt om sine modstandere, ja, endda særdeles negativt. LÆRING: Der opstår (naturligvis) også problemstillinger i virksomheder og mellem kunder og sælgere, og der bliver selvfølgelig også talt om konkurrenter. Her tror jeg ikke på, at man kommer nogen vegne i erhvervslivet, hvis man bliver meget personlig, negativ og går efter ”manden”, og så endda meget offentligt. Generelt synes jeg ikke at man skal bruge kræfter på at tale om sine konkurrenter, og slet ikke noget negativt ud fra ordsproget “hvis du ikke har noget pænt at sige, skal du ikke sige noget”.
  2. Donald Trump er super manipulerende og kommunikerer næsten udelukkende gennem frygt. På den måde minder han om de fleste andre politikere, men Donald Trump trykker ekstra hårdt på denne speeder fordi han ved, at det tiltrækker opmærksomhed fra mediernes side. LÆRING: Mange virksomheder bruger også frygt som en måde at få kundernes opmærksomhed på, men lad være med at overgøre det. Tænk hellere i at inspirere dine kunder i forhold til den reelle værdi de kan få ud af dit produkt eller din service.
  3. Donald Trump kommunikerer et utal af budskaber på meget kort tid og ofte meget taktiske eller operationelle budskaber. Trump er efter min mening meget opportunistisk i sin tilgang til alt, hvorfor han griber enhver lejlighed og mulighed. Desværre gør det, at der kommer til at mangle en rød tråd i hans kommunikation. LÆRING: Vær klar i din virksomheds kommunikation overfor både medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder. Hvad er jeres strategi? Hvad vil I gerne flytte hos kunderne? Hvilken værdi skaber I reelt set? Og hvordan gør I det? Nu om dage, hvor der er meget støj på de sociale medier, skal der være en klar rød tråd i jeres kommunikation.
  4. Donald Trump er åbenlys arrogant og nedladende. Ydmyghed er ikke lige det første ord, som man kommer til at tænke på i forhold til Donald Trump. Tværtimod er han åbenlys arrogant i stort set enhver form for kommunikation og praler overdrevent om sine bedrifter og formue. LÆRING: Jeg tænker at man sagtens kan være stolt af sin virksomhed og udtrykke det, men man kommer sjældent langt i livet med arrogance – slet ikke overfor kunder, for det tager dem to sekunder at fortælle om det på de sociale medier.
  5. Donald Trump er ikke dialogsøgende eller lyttende. Manden er tydeligvis ved sine meningers mod, men har også det karaktertræk, at han ikke er specielt dialogsøgende eller lyttende. Han har taget stilling og er ofte fastlåst i sin tilgang til tingene. LÆRING: Man må meget gerne være ved sine meningers mode, men jeg tror i høj grad på, at de bedste relationer skabes gennem dialog og aktiv lytning. Som virksomhed skal man mere end nogensinde sætte kunden i centrum og lytte til dem i forhold til deres forretning og de udfordringer som de står overfor. Derigennem kan man skabe reel værdi for kunden.

 

5 ting som erhvervslivet skal gøre lige som Donald Trump:

  1. Da først Donald Trump havde meldt ud, at han ville deltage i præsidentvalget, så startede hans kampagne for fuldt drøn. Hvor mange af hans konkurrenter startede stille og roligt ud, så har Trump og hans kampagnestab trykket hårdt på speederen fra aller første dag for at skabe moment og fremdrift på hans kampagne. LÆRING: Når vi starter store nye projekter eller laver markedsføringstiltag i vores virksomheder, så drejer det sig også om at få moment med det samme. Vis omverdenen at I som virksomhed virkelig vil det her!
  2. Donald Trump skiller sig i den grad ud fra sine konkurrenter – både i stil og sit ”produkt”. Donald Trump er Donald Trump, og det har han fra dag 1 brugt i sin kampagne som en klar og tydelig måde at skille sig ud fra sine konkurrenter – både i stil og indhold. Vi kan lide det eller ej, men han har differentieret sig tydeligt ved at ville sælge et andet ”produkt” end den klassiske politiske elite. LÆRING: Nu om dage minder virksomheder og deres produkter og services mere og mere om hinanden. Det er blandt andet også derfor, at kunderne har stor fokus på pris. For når produkterne minder så meget om hinanden, kan vi lige så godt købe det billigste. Vi kan derfor tage ved lære fra Donald Trump ved bevidst at tænke i at skille os ud fra konkurrenterne. Når produkterne minder meget om hinanden, så skil dig ud i din markedsføring, i din måde at betjene kunderne på eller den måde som man køber dit produkt på.
  3. Donald Trump er super dygtig til at komme i medierne og få taletid. Desværre gør han det ved at komme med kontroversielle og provokerende udtalelser, som tiltrækker sig mediernes opmærksomhed. Like it or not, men manden er super dygtig til at få taletid og medieomtale. LÆRING: Lige som at du som virksomhed er nødt til at skille dig ud i forhold til dine konkurrenter, så tænk også i, hvordan du kan komme i medierne med din virksomhed og det som I hjælper jeres kunder med. Det kan du gøre ved at tænke i nye vinkler og baner, når det gælder PR og de sociale medier. Vores egen Martin Thorborg er et fantastisk godt eksempel på, hvordan man kan få masser af medieomtale og opmærksomhed. Martin har sin helt egen stil, og tænker hele tiden nye vinkler og trækker på aktuelle emner for at iscenesætte sine egne virksomheder.
  4. Donald Trump tør vise sin personlighed og kalder en spade for en spade. Faktisk gør han ingen forsøg på at virke aftonet eller moderere sine udtalelser. Tværtimod trykker Trump på denne speeder ved enhver lejlighed med det klare sigte at skabe troværdighed og tillid overfor hans kernegruppe af vælgere. Donald Trump forsøger ikke at ”please” alle vælgere, men taler derimod til en klart defineret vælgergruppe. LÆRING: Personligt synes jeg, at nogle virksomheder og virksomhedsledere er for polerede i deres kommunikation. De tænker sikkert, at hvis vi ikke træder nogen over tæerne eller kalder en spade for en spade, så taler de til alle potentielle kunder, og kan dermed tiltrække så mange kunder som muligt. Det tror jeg ikke er den rigtige måde at gøre det på anno 2016, hvor der er masser af kommunikationsmæssige støj. Det drejer sig om at være klar i spyttet og være autentisk. Det betyder også, at vi ikke kan tiltrække alle former for kunder, men ”kun” de kunder, der kan identificerer sig med virksomheden. Tal derfor tydeligt til jeres reelle målgruppe, og vis at det er mennesker af kød og blod, der står bag virksomheden.
  5. Donald Trump er vedholden og bliver ved og ved. Selv om han blev spået meget få chancer for at blive nomineret som Republikanernes præsidentkandidat, så lykkedes det alligevel Donald Trump at nå i mål med det indtil videre. Jeg tror i høj grad at det skyldes, at han er vedholden og bare bliver ved og ved. Donald Trump er lidt lige som et vippekrus til børn. Kruset bliver væltet mange gange, men det rejser sig altid op. LÆRING: Jeg tænker at vi i erhvervslivet godt kan tage ved lære af Donald Trump i denne sammenhæng. Vi skal hele tiden bestige nye bjerge, indtage nye markeder og introducere nye produkter og services. Det er hårdt arbejde, og der er mange, som ikke tror på det. Men omvendt er det også bare virkeligheden, og det er hårdere end nogensinde at slå igennem som virksomhed, blandt andet fordi at kunderne hele tiden flytter sig og ændrer den måde som de køber ind på. Men netop ved at blive ved, og ikke bare stoppe på grund af modstand, utålmodighed eller manglende resultater, så kan vi nå i mål med initiativer og nye projekter. Tag eksempelvis Jesper Buch, som måtte igennem så mange tæv og kampe før han lykkedes med Just Eat. Det skyldes i høj grad vedholdenhed fra Jespers side.

 

Har jeg glemt eller overset noget?

Hvad mener du? Er der andet som vi i erhvervslivet kan lære af eller ikke lære af Donald Trump?

Skriv gerne en hurtig kommentar og deltag i debatten :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

© Copyright 2015 energio