Tag Archive for: Performance

19.03.2015
19 mar 2015

Vil du sælge mere så sov mere

Vil du sælge mere så sov mere. Hvordan hænger søvn og salg lige sammen? Jo, der er klar sammenhæng mellem performance og tilstrækkelig med søvn. Sælgere, der hele tiden bliver målt på deres resultater og skal være på overfor kunderne, har derfor et stort behov for at være udhvilet hver dag, men det gælder selvfølgelig også andre jobfunktioner, hvor man skal være i stand til at arbejde koncentreret.

Ifølge videnskaben bør man få 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, hvilket kun cirka totredjedel af danskerne får jævnfør en undersøgelse som Danmarks Radio bragte tilbage i slutningen af januar i år.

Behovet for 7-8 timers søvn hver nat gælder sådan cirka 97,5 procent af befolkningen, hvis man lytter til de førende søvnforskere. Desværre har mange mennesker vænnet sig til for lidt søvn, og prøver at kæmpe sig igennem dagen ved at “dope” sig med kaffe, cola, energidrikke og andre hurtige kulhydrater. Det er imidlertid ikke en varig eller særlig sund løsning, og det har også den markante ulempe at din performance bliver meget svingende i løbet af dagen.
 

Hvad gør jeg så ved det?

Jeg har lavet en YouTube video på cirka seks minutter omkring emnet søvn og hvorfor at søvn er en kæmpe og ofte undervurderet energiressource. Du skal bare klikke på “play” knappen nedenfor for at se videoen.

God fornøjelse og godnat :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

02.02.2015
02 feb 2015

Hvor tit kigger medarbejderne på dig?

Hvor tit kigger medarbejderne på dig? Og hvilke signaler sender du til dem?

Hvis vi til sammenligning ser på, hvad aber gør, så kigger de faktisk på deres “chef” hver 20-30. sekund, og der er en helt bestemt grund til, at de meget ofte kigger på deres leder. Svaret på dette og hvad parallellen til os mennesker er, finder du i nedenstående YouTube video:

God fornøjelse!

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

01.02.2015
01 feb 2015

Er smart drugs genvejen til succes?

Er de såkaldte “smart drugs” genvejen til succes? Er det blevet nødvendigt at “dope” sig med performanceforbedrende stoffer for at man kan levere topresultater og blive en succes nu om dage? Eller måske bare for at kunne overleve i vor tids “always on” kultur?

CNN - What Silicon Valley's OnI forlængelse af mit indlæg forleden om, at hver tredje sover for lidt jævnfør en måling foretaget af Danmarks Radio og Epinion, faldt jeg over en anden interessant video og artikel fra CNN, som har sat fokus på begrebet “smart drugs” og om disse former for performanceforbedrende stoffer er det som driver Silicon Valley.

Smart drugs kendes også som “study drugs” eller nootropic, og fælles for disse er, at de har til formål at stimulere performance og koncentration samt at forbedre hukommelsen. Det kan dække alt fra en kop stærk kaffe, energidrikke, vitaminer eller naturmedicin over til decideret receptpligtig medicin som eksempelvis ritalin, som egentlig er udviklet til behandling af blandt andet ADHD, men som også er blevet anvendt ulovligt af studerende til at øge koncentration og indlæringsevne. Hvad angår klinisk dokumentation for effekten af disse stoffer, så er det meget begrænset, hvad der overhovedet findes og der er også risiko for alvorlige bivirkninger.
 

Min egen erfaring med “doping”

Da jeg for syv år siden vejede 125 kilo, levede et temmelig usundt liv og var i konstant søvnunderskud, brugte jeg selv kaffe, energidrikke og hurtige kuldrater til at få mig kæmpet igennem dagens møder og opgaver. Jeg kender derfor udmærket afhængigheden af sukker og trangen til at “dope” sig med koffein. I mit tilfælde drejede det sig nok mere om overlevelse i det hele taget, end at jeg prøvede på at nå nye højder rent performancemæssigt. Heldigvis fik jeg gennem en livsstilsforandring arbejdet med min kost, motion, restitution og søvn således, at jeg ikke længere havde en afhængig af kaffe og hurtige kulhydrater.
 

Unødvendigt med smart drugs

Work-Life balance - energio - energi der skaber resultaterHelt generelt set er jeg modstander af brugen af smart drugs. Jeg tror på, at hvis man lever et nogenlunde balanceret liv med fornuftig mad, regelmæssig motion, daglig restitution og 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, så har man ganske enkelt ikke brug for smart drugs. At der tilsyneladende er et stigende marked for disse stoffer, tilskriver jeg primært at folk tager smart drugs som en slags symptombehandling for at dulme effekten af for meget stress samt mangel på søvn og restitution i hverdagen.

Jeg har forståelse for at eksempelvis OL-atleter og andre professionelle sportsfolk forsøger på at hente de sidste marginaler hjem med at optimere alt, hvad man lovligt set kan optimere i forhold til træning, kost og restitution. Her er det millisekunder og millimeter som afgør om man vinder guld og sølv. Men professionelle sportsfolk starter altså også på et helt andet grundlag end os almindelige dødelige. Deres grundbase er på plads, og det giver derfor mere i at tænke optimering. For alle os andre får vi mere gavn af fornuftig mad, en løbetur og en god nats søvn end at prøve på at symptombehandle med smart drugs.
 

Smart drugs er ikke genvejen til succes

Dermed mener jeg heller ikke at smarts drugs er genvejen til succes. Tværtimod tror jeg at der er risiko for, at brugen af disse stoffer bare gør, at man i endnu højere grad lytter ikke lytter til kroppens og hjernens reelle behov for højkvalitets brændstof, motion, restitution og søvn.

Hvad med dig selv? Hvad tænker du om brugen af smart drugs? Er det okay at bruge disse stoffer?

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

30.01.2015
30 jan 2015

Hver tredje sover for lidt

Hver tredje sover for lidt jævnfør en helt frisk måling fra Danmarks Radio og Epinion. Jeg skriver selv jævnligt om emnet søvn kontra energi og performance i hverdagen, og jeg kunne derfor ikke lade være med at fare i blækhuset for at kommentere lidt på denne måling.

Hver tredje sover for lidtMålingen viser følgende søvnmønster hos danskerne:

  • 2 procent sover 3-4 timer
  • 34 procent sover 5-6 timer
  • 56 procent sover 7-8 timer
  • 7 procent sover mere end 8 timer

Tallet overrasker mig som sådan ikke, da de stemmer meget godt overens med den oplevelse jeg har næsten ugentligt, når jeg er ude i det danske land for at holde foredrag om motivation og energi.

Desværre er vores søvn et af de første “ofre”, når der travle familier skal have kabalen med døgnets 24 timer til at gå op i en højere enhed. Når der både skal være plads til job, transport, børn, fritidsinteresser, Facebook og alle mulige andre prioriteter, føles søvnen som det nemmeste sted at skære i. En stærk kop kaffe sætter gang i kroppen fra morgenstunden af, og dagen overleves så med endnu mere kaffe, energidrikke og hurtige kulhydrater.

Det er efter min mening bare ikke den rigtige “formel” at bruge, hvis man vil have energi og overskud i hverdagen – både for at kunne være noget for sig selv, men i høj grad også når man skal være noget for andre. Flertallet af danskerne har et job, hvor samarbejde med andre mennesker er en nødvendighed, og her kommer samarbejdsvilje, rummelighed, fleksibilitet og kreativitet til kort, hvis man ikke har fået nok søvn.
 

10 dages testen

Tilstrækkelig med søvn, hvilket ifølge søvnforskere er 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, er ofte en undervurderet kilde til at få mere energi i hverdagen. Man får ganske enkelt mere overskud og har nemmere ved at prioritere, fokusere og løse opgaver. Til dig som ikke får 7-8 timers søvn, så vil jeg foreslå at du prøver, hvad jeg kalder for 10 dages testen: Tag 10 dage i træk, hvor du gør det til at aktivt valg at få minimum 7 men gerne 8 timers søvn. Prioritér at komme i seng i ordentlig tid så du får den fulde søvn. Det vil ikke gå mange gange før du føler et helt andet overskud end med 5-6 timers søvn.

Hvis du har brug for lidt inspiration om, hvordan søvn kan være kilden til ny og mere energi i din hverdag, så kig gerne på min YouTube video nedenfor om emnet.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

25.03.2014
25 mar 2014

Et sygefravær på over 30 dage er udtryk for en syg kultur

Et sygefravær på over 30 dage er udtryk for en syg kultur er en dagens overskrifter på forsiden af Politiken. Det er Pia Allerslev, som er børne- og ungeborgmester i København, der har udtalt ordene om sygefraværet blandt pædagoger.

Artiklen har fokus på sygefraværet i Københavnske vuggestuer og børnehaver, hvor personalet i snit havde 15,2 sygedage med et spænd fra kun 4-5 sygedage for de bedste, og helt op imod 30-45 dage for de hårdest ramte.

Børne- og ungeborgmesteren siger endvidere i artiklen, at omdrejningspunktet er den gode leder, og at de steder, hvor der er det, er sygefraværet mindre. Ja, selvfølgelig hænger det sammen med god ledelse. Men hvad med de ledere, som ikke har værktøjer eller overskud til at skabe rammer som sikrer et lavt sygefravær. Tilsyneladende kæmper mange københavnske institutioner med dette, da snittet for sygedage ligger på 15,2 dage og for en lang række institutioner er tallet endda endnu højere.
 

Overlevelseszonen

Jeg er desværre ikke overrasket, slet ikke faktisk. Det er et ofte meget stressende arbejdsmiljø, som mange pædagoger må leve med i hverdagen. Faktisk tænker jeg, at der mere er tale om overlevelse, når det kommer til stykket. Udover at en vuggestue eller en børnehave i sig selv kan være stressende i forhold til støj og larm, så kæmper pædagogerne med begrænsede ressourcer på stort set alle områder.

energio's energikvadrantDe bruger derfor en stor del af deres arbejdstid med at befinde sig i overlevelseszonen (se grafik). Og når pædagogerne har været længe nok i overlevelseszonen, synker de stille og roligt ned i udbrændthed med stress og kortere eller længere sygemeldinger til følge.
 

Performancezonen

Den dygtige leder er altid bevidst om, at medarbejdere – for at kunne yde det optimale – skal skifte mellem at performe og restituere, præcis som professionelle sportsudøvere gør. For en pædagogs vedkommende er det at performe, at have tid og overskud til at være pædagog for børnene. I korte og afgrænsede perioder kan en medarbejder godt være i overlevelseszonen, men det bør være en undtagelse. God trivsel og kvalitets voksenkontakt for børnene i institutionerne ligger nemlig i performancezonen. Her kan pædagogerne kan gøre det de er uddannet til, nemlig at være lærere og undervisere.

Det bliver selvfølgelig hurtigt til en diskussion om hønen og ægget, om behov kontra budgetkrav, om opgaver kontra ressourcer.

Jeg er ikke i tvivl om, at man med de nuværende ressourcer kan reducere sygefraværet ved at træne både ledere som medarbejdere i at arbejde med god og positiv energi på jobbet. Det vil kræve at alle – lige fra børne- og ungeborgmesteren til ledere og pædagoger – erkender at trivsel skabes i performancezonen, og at man derfor også skal lede og arbejde efter dette værdisæt.
 

Fokus flyttes

Derfor skal fokus efter min mening flyttes fra fokus på sygedage til fokus på trivsel og overskud i hverdagen. Der kommer intet godt ud af dårlig energi, faktisk kun flere sygedage. God energi skaber til gengæld trivsel – både blandt børn og pædagoger.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

© Copyright 2015 energio