Archive for category: Energiboost

09.03.2016
09 mar 2016

Livsstilsvalg og menu: Hvad vælger du?

Livsstilsvalg og menu: Hvad vælger du? :-)

09.10.2015
09 okt 2015

Hvilken udgave af dig møder op på arbejde?

Hvilken version af dig møder op på arbejde?

Ham eller hende, som har haft en udfordrende morgen?

Ham eller hende, som blev irriteret over idioterne i trafikken?

Ham eller hende, som ikke kunne parkere på sin favoritparkeringsplads fordi en kollega havde taget den?

Og som for øvrigt deler alt dette med kollegerne så snart han eller hun kommer inden af firmadøren….

Eller møder du op og siger pyt. Lange trafikkøer m.m. skal ikke gå ud over kollegerne.

I stedet vælger du at se enhver dag som værende fuld af nye spændende muligheder sammen med kollegerne.

Valget er dit :-)

11.06.2015
11 jun 2015

Hvis du var et køleskab

Hvis du var et køleskab, hvilken energiklassse vil du så ligge I? A+++, A++, A, B, C eller D?

Du tænker måske at det er et mærkeligt spørgsmål, for hvordan kan man sammenligne noget, der har at gøre med et køleskabs energieffektivitet og din personlig energi. Ikke desto mindre vil jeg nu alligevel vove pelsen med sammenligningen.

Jeg tror nemlig på, at der er en klar sammenhæng mellem den måde som vi opbygger energi på, og den måde som vi forbruger energien på. På samme måde som et dårligt isoleret køleskab bruger mere strøm for at holde temperaturen, vil din krop og hjerne også skulle kæmpe lidt mere, hvis du eksempelvis sover for lidt, spiser mange hurtige kulhydrater eller ikke får fornyet din energi gennem motion og restitution. Ergo jo bedre energiklasse du har i forhold til din personlige energi, desto mere effektiv er du til at forny og bruge din energi.
 

Hvor kan du hente ekstra energi?

Som en hjælp til at få identificeret mulige forbedringsområder, har jeg lavet en “energitilstandsrapport” med 20 spørgsmål til de fem personlige energier, som du kan arbejde med (fysisk energi, emotionel energi, mental energi, faglig energi og åndelig energi). Ved at udfylde rapporten får du et hurtig overblik over, hvor du gør det godt energimæssigt, og hvor der er plads til forbedring.

Læs mere

02.04.2015
02 apr 2015

Du finder ikke perler på stranden

Du finder ikke perler på stranden. Hvis du vil have en, er du nødt til at dykke efter den.

30.03.2015
30 mar 2015

Få mere energi i hverdagen

Hvis talen falder på begrebet personlig energi, tænker mange mennesker ofte at man kun har en samlet mængde energi at gøre godt med, og at man billedeligt talt kun har ét “batteri” at trække på i hverdagen.

Efter min mening har du ikke kun har ét batteri at trække på, men derimod hele fem batterier eller cylindre som du vil. Ved at arbejde med fem forskellige former for energi, kan du få mere energi i hverdagen. Disse fem energier har hver især og tilsammen har stor indflydelse på din evne til at performe i hverdagen og skabe resultater – såvel på jobbet som privat.
 
Læs mere

29.03.2015
29 mar 2015

Faglig udvikling og energi hænger sammen

Faglig udvikling og energi hænger sammen når det gælder at udnytte dine personlige kompetencer og dit talent optimalt. Jo større sammenhæng der er mellem, hvad du er dygtig til og har talent for og det som du rent faktisk beskæftiger dig med i hverdagen, desto mere brænder du for det du arbejder med og desto større resultater kan du skabe.

Studier viser, at hvis en medarbejder beskæftiger sig med noget som han eller hun virkelig har talent for og kompetencer til at arbejde med, desto større engagement udviser medarbejderen i sit arbejde. Større engagement er ganske enkelt lig med øget medarbejdertilfredshed, bedre produktivitet og effektivitet, og i den sidste ende resulterer det også i en bedre bundlinie for virksomheden.
 

Et godt match mellem kompetencer og krav i jobbet er altafgørende

Det er derfor utroligt vigtigt, at der er et godt match mellem kompetencer/talent og de nødvendige kvalifikationer i jobbet. Er der et mismatch, kommer medarbejderen med stor sandsynlighed ikke til at lykkedes. Er der et godt match, øges chancerne for succes derimod markant.

Ansvaret ligger på både medarbejder og arbejdsgivers skuldre – både i ansættelsesøjeblikket, men i den grad også senere. For verden er som bekendt en omskiftelig størrelse, og det går hurtigere og hurtigere med forandringer. Det som er et hit nu, er sjældent et hit om et år fra nu, og det samme kan også gælde dine kompetencer. Derfor er det vigtigt, at du er forandringsparat og løbende dygtiggør dig i forhold til nye tendenser og kompetencekrav.

Og sidst, men ikke mindst, så er det vigtigt at du i hverdagen husker at træne din kompetencer og talent. Er du sælger, skal du huske at gøre noget for at sælge hver dag. Er du forfatter, skal du huske at skrive hver dag. Er du kreativ beskæftiget, skal du være kreativ hver dag. Vejen til excellence og top performance går gennem træning og atter træning af dine kompetencer og talent.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

28.03.2015
28 mar 2015

Bedre mentalt overskud giver mere energi

Bedre mentalt overskud giver mere energi, og er det som gør det muligt for os at fokusere og koncentrere os. Det være sig i forhold til at løse en bestemt opgave, at deltage aktivt i et møde eller rent faktisk være tilstede mentalt under en familiefødselsdag.

Desværre er den mentale energi gået hen og blevet den energiform som er under mest pres i disse år. Faktisk lider mange af et mentalt underskud i hverdagen. Det sker blandt andet følge af stigningen i krav og opgaver i jobbet. Samtidigt er internettets næsten eksplosionsagtige udbredelse i vores hverdag også med til at udfordre vores mentale energi med enorme mængder e-mails og ikke mindst sociale medier som eksempelvis Facebook, Twitter og LinkedIn.
 

Sådan får du så det bedste ud af din mentale energi

Opskriften på, hvordan du får det bedste ud af din mentale energi er faktisk ganske simpel:

  1. Slå alle e-mail notifikationer fra – både de visuelle og advarsler/lyde.
  2. Stop med at multitaske: Du kan alligevel ikke koncentrere dig om mere end en ting af gangen!
  3. Hold 100 procent fokus på én opgave af gangen.
  4. Arbejd med opgaven i højt tempo.
  5. Gør det ikke i længere tid en maksimalt 90 minutter af gangen. Du kan ikke koncentrere dig i længere tid af gangen.
  6. Hold regelmæssige “pitstops”, hvor du rent faktisk holder pause, d.v.s. ingen mails, telefonopkald eller lignende imedens.
  7. Hop tilbage til punkt 2 og gentag :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

27.03.2015
27 mar 2015

Hvad er emotionel energi?

Emotionel energi drejer sig om kvaliteteten af din energi, hvor den fysiske energi kan beskrives som din samlede kvantitative energi.

Kan du nikke genkendende til en mandag morgen á la denne? Du er kommet for sent i seng søndag aften. Weekenden sluttede alt for hurtigt, og du ville lige suge det sidste ud af søndagen ved at trække den til midnat. Du er derfor slet ikke udhvilet, da vækkeuret ringer kl. 6.00, “snoozer” du den lige i 20 minutter ekstra.

Ergo er du bagud med det hele: 20 minutter mindre til at lave morgenmad til hele familien, få det spist, få smurt madpakker, komme i bad, få sendt ungerne i skole og komme ud af døren til arbejde. Trafikken på motorvejen er forfærdelig langsom denne morgen. Du er godt irriteret og stresset, da du langt om længe ankommer en halv time forsinket og et kvarter for sent til mandagens første møde på kontoret.

Det bliver ikke bedre af, at din favoritparkeringsplads er optaget og at kaffemaskinen på kontoret er gået i stykker. Møgmandag! Træt og frustreret undlader du ikke at fortælle dine kolleger om idioterne på motorvejen og udtrykker højlydt din frustration over, at der ikke er noget kaffe.

Hvis du nu skal være helt ærlig, hvorfor skal det så egentlig gå ud over kollegerne på arbejde, at du kom 20 minutter for sent op? Hvis det er nogen trøst, så er du ikke alene om det. For det sker ugentlig for rigtig mange og alle har prøvet det. Desværre lader vi det ofte helt uretfærdigt ud over familie, venner og kolleger. Alt det der skete i det tænkte eksempel har nærmest intet at gøre med firmaet eller kollegerne. Og under normale omstændigheder burde der være overskud nok til, at man ryster på skuldrene af køen på motorvejen, at favoritparkeringspladsen er optaget og at der ikke var noget kaffe. Drik i stedet en kop god te i stedet og spørg dine kolleger, om de har haft en god weekend. Smil over livet, det er faktisk ikke så tosset endda :-)

Uanset om man er fan af Ole Henriksen eller synes at han er helt forfærdelig, så kan ingen tage hans altid positive tilgang til livet fra ham. De fleste vil med stor sandsynlighed få en nemmere og bedre mandag morgen, hvis de bestemte sig for at sige “I love it” til det hele eller i det mindste sige “pyt” :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

25.03.2015
25 mar 2015

Hvad er fysisk energi?

Hvad er fysisk energi? Fysisk energi er umiddelbart den vigtigste energiform som vi besidder. For uden fysisk energi kan vi selvsagt ikke gøre særlig meget, og det er jo uanset om sidder på kontor, arbejder som håndværker eller noget helt andet.
 

Din samlede fysiske energi afgøres af fire forskellige elementer:

  1. Kost: Tommelfingerreglen er, at jo mere naturlig og uforarbejdede kalorier at du indtager (og i rette mængde naturligvis), desto bedre og mere energi får du. Skal du eksempelvis aflevere en vigtig rapport kl. 16.00 og er lidt småsulten kl. 14.00, ja er en banan en markant bedre valg end et stykke kage.
  2. Motion: Det er ikke fordi, at alle mennesker behøver at træne op til at kunne løbe et maraton, for langt mindre kan faktisk gøre det. Jo bedre din krop er til at transportere ilt og blod rundt i din krop, desto bedre kan du performe og overskue hverdagens opgaver og udfordringer.
  3. Restitution: Hvis man forbruger energi, skal energien fornyes igen via restitution. Det er her, at vi ofte kigger på sportsstjernerne, som er specialister i at skabe balance mellem performance og restitution. Sørger du for god og effektiv restitution, kan du giv den maksimal gas igen den næste dag. Husk at restitution fra jobbet også sagtens kan være en løbetur på 5 km eller en tur i fitnesscentret.
  4. Søvn: Søvn er den mest undervurderede del af den fysisk energi, da mange føler at det er spild af tid at sove mere end 5-6 timer. Imidlertid er søvn den allerstørste enkeltfaktor i forhold til at kunne performe optimalt. Faktisk er søvn umiddelbart vigtigere end mad (klik her for at læse mere om det). Får du 7-8 timer søvn hver nat, så bliv ved det. Får du mindre, så gør en aktiv indsats for at få de nævnte 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat. Du vil opleve at være frisk på en helt anden måde og vil kunne performe langt bedre, både på jobbet og privat. Så hvis du vil nå mere her i livet, så sov mere :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

23.03.2015
23 mar 2015

Du har 5 forskellige former for energi du kan arbejde med

Du har 5 forskellige former for energi du kan arbejde med i hverdagen. Imidlertid er der mange, der tror at man kun har en samlet energimængde at gøre godt med når dagen starter – altså at man billedeligt talt kun har ét “batteri” at trække på i løbet af dagen.

Hos energio tror vi på, at man skal se begrebet energi langt mere nuanceret. Vi tror på, at alle mennesker har fem forskellige former for energi, vi kan arbejde med. Hver af disse fem energi fungerer både hver for sig og sammen, og alle fem energier har en meget stor indflydelse på vores evne til at performe i hverdagen og skabe resultater – såvel på jobbet som privat.

Energipyramiden fra energioDe 5 forskellige energier er:

For at visualisere de fem forskellige energiformer, har vi udarbejdet en såkaldt energipyramide som vi bruger aktivt som model i arbejdet med vores kunder. Ved løbende at have en bevidsthed omkring de fem forskellige energiformer og arbejde målrettet med dem, er det muligt at frigøre ekstra energi, som kan kanaliseres over i konkrete handlinger og forandringer.

Disse fem forskellige energiformer er selvsagt tæt forbundne, og har stor indflydelse og effekt på hinanden – både i forhold til at kunne begrænse (negativ spiral) eller forstærke energierne (positiv spiral) indbyrdes.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

21.03.2015
21 mar 2015

Energi er som en muskel

Energi er som en muskel. Du tænker måske, hvordan hænger det lige sammen? Lad os lige starte med musklen, der som bekendt kan trænes og kultiveres til at blive større og stærkere. Hvis du med din hånd løfter en 5 kilos vægt, og du trækker vægten op mod din skulder bruger du primært din bicepsmuskel. Du laver et eksempelvis 3 gange 15 gentagelser med det vægten, hvorefter din biceps vil føles lidt øm og “brugt”. Hvis du så holder en hviledag og lader musklen restituere, vil din biceps på dag nr. 3 ikke alene føles okay igen, den er faktisk også blevet lidt stærkere.

Havde du derimod droppet hviledagen, og havde trænet din biceps uafbrudt, ville musklen ikke alle aldrig få lov til at restituere sig. Slutresultatet ville derimod blive, at musklen ikke blev stærkere – tværtimod blev den svagere og ville gradvist begynde at blive ødelagt, hvis du bare bliver ved og ved.

De nøjagtig samme principper gælder faktisk også for din personlige energi.
 

Træn din energi korrekt og bliv stærkere

“Overtræner” du din energi, eksempelvis ved at du hele tiden arbejder over og multitasker i håbet om at det gør at du når alt det du skal, samtidigt med at du kun får 5-6 timers søvn pr. nat, ender du meget hurtigt med at få markant mindre energi. Du vil være konstant træt og mangle energi, stresset og ikke have det store overskud som følge af din “overtræning” rent jobmæssigt.

“Træner” du derimod dine energi på den rigtige måde, ved blandt andet at få tilstrækkelig med søvn, d.v.s. 7-8 timers hver nat, gå til hverdagen med et smil på læben, arbejde målrettet med én ting af gang og holde regelmæssige pause, vil du uden tvivl få mere og bedre energi. Det vil gøre dig stærkere og du kan være mere for dig selv og andre.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

19.03.2015
19 mar 2015

Vil du sælge mere så sov mere

Vil du sælge mere så sov mere. Hvordan hænger søvn og salg lige sammen? Jo, der er klar sammenhæng mellem performance og tilstrækkelig med søvn. Sælgere, der hele tiden bliver målt på deres resultater og skal være på overfor kunderne, har derfor et stort behov for at være udhvilet hver dag, men det gælder selvfølgelig også andre jobfunktioner, hvor man skal være i stand til at arbejde koncentreret.

Ifølge videnskaben bør man få 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, hvilket kun cirka totredjedel af danskerne får jævnfør en undersøgelse som Danmarks Radio bragte tilbage i slutningen af januar i år.

Behovet for 7-8 timers søvn hver nat gælder sådan cirka 97,5 procent af befolkningen, hvis man lytter til de førende søvnforskere. Desværre har mange mennesker vænnet sig til for lidt søvn, og prøver at kæmpe sig igennem dagen ved at “dope” sig med kaffe, cola, energidrikke og andre hurtige kulhydrater. Det er imidlertid ikke en varig eller særlig sund løsning, og det har også den markante ulempe at din performance bliver meget svingende i løbet af dagen.
 

Hvad gør jeg så ved det?

Jeg har lavet en YouTube video på cirka seks minutter omkring emnet søvn og hvorfor at søvn er en kæmpe og ofte undervurderet energiressource. Du skal bare klikke på “play” knappen nedenfor for at se videoen.

God fornøjelse og godnat :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

01.02.2015
01 feb 2015

Er smart drugs genvejen til succes?

Er de såkaldte “smart drugs” genvejen til succes? Er det blevet nødvendigt at “dope” sig med performanceforbedrende stoffer for at man kan levere topresultater og blive en succes nu om dage? Eller måske bare for at kunne overleve i vor tids “always on” kultur?

CNN - What Silicon Valley's OnI forlængelse af mit indlæg forleden om, at hver tredje sover for lidt jævnfør en måling foretaget af Danmarks Radio og Epinion, faldt jeg over en anden interessant video og artikel fra CNN, som har sat fokus på begrebet “smart drugs” og om disse former for performanceforbedrende stoffer er det som driver Silicon Valley.

Smart drugs kendes også som “study drugs” eller nootropic, og fælles for disse er, at de har til formål at stimulere performance og koncentration samt at forbedre hukommelsen. Det kan dække alt fra en kop stærk kaffe, energidrikke, vitaminer eller naturmedicin over til decideret receptpligtig medicin som eksempelvis ritalin, som egentlig er udviklet til behandling af blandt andet ADHD, men som også er blevet anvendt ulovligt af studerende til at øge koncentration og indlæringsevne. Hvad angår klinisk dokumentation for effekten af disse stoffer, så er det meget begrænset, hvad der overhovedet findes og der er også risiko for alvorlige bivirkninger.
 

Min egen erfaring med “doping”

Da jeg for syv år siden vejede 125 kilo, levede et temmelig usundt liv og var i konstant søvnunderskud, brugte jeg selv kaffe, energidrikke og hurtige kuldrater til at få mig kæmpet igennem dagens møder og opgaver. Jeg kender derfor udmærket afhængigheden af sukker og trangen til at “dope” sig med koffein. I mit tilfælde drejede det sig nok mere om overlevelse i det hele taget, end at jeg prøvede på at nå nye højder rent performancemæssigt. Heldigvis fik jeg gennem en livsstilsforandring arbejdet med min kost, motion, restitution og søvn således, at jeg ikke længere havde en afhængig af kaffe og hurtige kulhydrater.
 

Unødvendigt med smart drugs

Work-Life balance - energio - energi der skaber resultaterHelt generelt set er jeg modstander af brugen af smart drugs. Jeg tror på, at hvis man lever et nogenlunde balanceret liv med fornuftig mad, regelmæssig motion, daglig restitution og 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, så har man ganske enkelt ikke brug for smart drugs. At der tilsyneladende er et stigende marked for disse stoffer, tilskriver jeg primært at folk tager smart drugs som en slags symptombehandling for at dulme effekten af for meget stress samt mangel på søvn og restitution i hverdagen.

Jeg har forståelse for at eksempelvis OL-atleter og andre professionelle sportsfolk forsøger på at hente de sidste marginaler hjem med at optimere alt, hvad man lovligt set kan optimere i forhold til træning, kost og restitution. Her er det millisekunder og millimeter som afgør om man vinder guld og sølv. Men professionelle sportsfolk starter altså også på et helt andet grundlag end os almindelige dødelige. Deres grundbase er på plads, og det giver derfor mere i at tænke optimering. For alle os andre får vi mere gavn af fornuftig mad, en løbetur og en god nats søvn end at prøve på at symptombehandle med smart drugs.
 

Smart drugs er ikke genvejen til succes

Dermed mener jeg heller ikke at smarts drugs er genvejen til succes. Tværtimod tror jeg at der er risiko for, at brugen af disse stoffer bare gør, at man i endnu højere grad lytter ikke lytter til kroppens og hjernens reelle behov for højkvalitets brændstof, motion, restitution og søvn.

Hvad med dig selv? Hvad tænker du om brugen af smart drugs? Er det okay at bruge disse stoffer?

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

30.01.2015
30 jan 2015

Hver tredje sover for lidt

Hver tredje sover for lidt jævnfør en helt frisk måling fra Danmarks Radio og Epinion. Jeg skriver selv jævnligt om emnet søvn kontra energi og performance i hverdagen, og jeg kunne derfor ikke lade være med at fare i blækhuset for at kommentere lidt på denne måling.

Hver tredje sover for lidtMålingen viser følgende søvnmønster hos danskerne:

  • 2 procent sover 3-4 timer
  • 34 procent sover 5-6 timer
  • 56 procent sover 7-8 timer
  • 7 procent sover mere end 8 timer

Tallet overrasker mig som sådan ikke, da de stemmer meget godt overens med den oplevelse jeg har næsten ugentligt, når jeg er ude i det danske land for at holde foredrag om motivation og energi.

Desværre er vores søvn et af de første “ofre”, når der travle familier skal have kabalen med døgnets 24 timer til at gå op i en højere enhed. Når der både skal være plads til job, transport, børn, fritidsinteresser, Facebook og alle mulige andre prioriteter, føles søvnen som det nemmeste sted at skære i. En stærk kop kaffe sætter gang i kroppen fra morgenstunden af, og dagen overleves så med endnu mere kaffe, energidrikke og hurtige kulhydrater.

Det er efter min mening bare ikke den rigtige “formel” at bruge, hvis man vil have energi og overskud i hverdagen – både for at kunne være noget for sig selv, men i høj grad også når man skal være noget for andre. Flertallet af danskerne har et job, hvor samarbejde med andre mennesker er en nødvendighed, og her kommer samarbejdsvilje, rummelighed, fleksibilitet og kreativitet til kort, hvis man ikke har fået nok søvn.
 

10 dages testen

Tilstrækkelig med søvn, hvilket ifølge søvnforskere er 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat, er ofte en undervurderet kilde til at få mere energi i hverdagen. Man får ganske enkelt mere overskud og har nemmere ved at prioritere, fokusere og løse opgaver. Til dig som ikke får 7-8 timers søvn, så vil jeg foreslå at du prøver, hvad jeg kalder for 10 dages testen: Tag 10 dage i træk, hvor du gør det til at aktivt valg at få minimum 7 men gerne 8 timers søvn. Prioritér at komme i seng i ordentlig tid så du får den fulde søvn. Det vil ikke gå mange gange før du føler et helt andet overskud end med 5-6 timers søvn.

Hvis du har brug for lidt inspiration om, hvordan søvn kan være kilden til ny og mere energi i din hverdag, så kig gerne på min YouTube video nedenfor om emnet.

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

18.12.2014
18 dec 2014

Er du selv afhængig af din smartphone?

Er du selv afhængig af din smartphone? I så fald lider du faktisk af noget der minder om samme afhængig som hvis man sniffer kokain!

Hvordan det hænger sammen, kan du høre mere om min YouTube video, som også indholder af viden og inspiration til, hvordan du kan mindske din afhængighed af din smartphone.

God fornøjelse!

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

© Copyright 2015 energio