05.01.2014
05 jan 2014

Aber kigger på deres “chef” hver 20-30. sekund. Hvor ofte kigger dine medarbejdere på dig?

Aber kigger på deres “chef” hver 20-30. sekund. Hvor ofte kigger dine medarbejdere på dig?

En abeflok ledes altid af en førerhan, også kendt som alfahannen. Førerhannen er den stærkeste og mest dominerende i flokken. Udover at være med til at sikre genetisk videreførelse, er førerhannen også med til at sikre flokkens overlevelse i forhold til udefrakommende fjender. Førerhannen vil derfor altid være på vagt overfor trusler, som kan true flokkens overlevelse.

Et vigtigt element i abeflokkens overordnede overlevelsesstrategi er, at der er 100 % styr på “organisationen”. Der er således et klart defineret hieraki i mellem førerhannen og de andre aber. Ergo er der ingen tvivl om, at førerhannen har det overordnede ansvar for flokken.

Studier af abeflokke viser, at der ikke går mere end 20-30 sekunder mellem, at aberne kigger på deres førerhan for at tjekke hans “status”. Er førerhannen okay og afslappet? Eller har han opdaget en fare? Hvis han er okay, kan abeflokken slappe af og være trygge. Hvis førerhannen til gengæld virker urolig eller på vagt, ja, så er der nok et rovdyr på vej og flugt bør overvejes.

Hvor er det så at parallellen er til os mennesker? Som du måske har hørt, er der et stort overlap mellem menneskers og abers genetiske materiale. Faktisk deler vi 99 % af vores DNA med afrikanske aber som chimpansen og gorillaen.

Ganske som abeblokken tjekker om førerhannen er okay eller om der er fare på færde, gælder det samme faktisk på din arbejdsplads. Hvis du er leder og har ansvar for medarbejdere, er der en god chance for, at medarbejdere regelmæssigt kigger på dig for at tjekke om du er okay.

Selvfølgelig tjekker dine medarbejdere dig ikke hver 20-30. sekund lige som aberne gør. Ikke desto mindre kigger dine medarbejdere på dig regelmæssigt for at se, om du har overblik, eller om du virker bekymret.

Hvis du sender signalet om, at du er stærk og har overblik, vil dine medarbejdere agere derefter. De vil holde moment og være trygge i det de laver.

Hvis du derimod virker stresset og måske endda vrisser lidt, ja, så vil dine medarbejderne fornemme uro i forhold til dig som leder. Hvad skal der nu ske? Gør de godt nok? Skal de være bekymret i forhold til deres eget job?

Moralen med dette indlæg er, at du som leder skal være bevidst om, hvilke signaler du sender, hvis du vil have det bedste ud af dine medarbejdere. Det er muligt at du i perioder er presset, men hvis du lader medarbejderne mærke det, risikerer du at det smitter og skaber en negativ spiral. Viser du derimod, at du har overblik og overskud til at være noget for medarbejderne, vil du uden tvivl øge mængden af positiv energi i teamet. I den sidste ende vil det skabe bedre resultater, ganske enkelt fordi dine medarbejdere føler sig mere trygge.

De venligste hilsner
energio

Leif Carlsen

PS: I eksemplet med aberne, er alfadyret en han. Blandt os mennesker kan alfadyret i en virksomhed eller et team selvfølgelig lige så godt være en kvinde.

Tags: , , , , , , , ,
1 Besvar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] mere om emnet i mit indlæg på min  firmablog. Det tager højest 2-3 minutter, så klik her og få lidt […]

Der er lukket for kommentar.

© Copyright 2015 energio