Archive for month: februar, 2014

06.02.2014
06 feb 2014

Sælgere uden hjerner: Når der går automatgear i mersalget

De fleste mennesker – i hvert fald dem som kører i bil – har sikkert oplevet, at de under et besøg på en tankstation ofte bliver spurgt, om de ikke har lyst til at købe en vand, et chokolade eller en æske Läkarol for en tier.

En meget stor del af disse mennesker svarer nej tak. Faktisk har jeg hørt, at det kun er hver 15. kunde, som rent faktisk siger ja tak til sælgerens forsøg på at lave mersalg.

Er det fordi, at kunderne ikke er tørstige? Er det fordi at kunder ikke har lyst til chokolade eller lakridser? Måske er det bare fordi, at tilbuddet ikke er attraktivt nok?

Eller måske har det hverken noget at gøre med manglende tørst eller sliklyst at gøre. Måske har det noget at gøre med, at tankstationernes iver efter at hive den sidste tier ud af vores lommer er blevet sat lige lovlig meget i system. Der er gået lidt for meget automatgear i den.

Her er i hvert fald min egen oplevelse fra i dag, hvor jeg kørte forbi en Shell tankstation i Københavnsområdet, for at købe en flaske vand og en pakke tyggegummi.

Jeg finder hurtigt flasken med vand og en pakke tyggegummi og stiller de to ting op på disken. Sælgeren smiler venligt og slår de to varer ind på kasseapparatet for så sekundet senere at spørge mig: “Kan jeg friste med en pakke tyggegummi til en tier?”. Jeg blev lidt paf, da jeg næsten troede at han tog fis på. “Øh, jeg har jo netop købt en pakke tyggegummi af dig”.

Men han tog tydeligvis ikke fis på mig. Den ellers smilende og venlige mand var blevet til en sælger uden hjerne. Uden intelligens. Uden situationsfornemmelse. Der var gået totalt automatgear i den, og alle kunder fik samme mersalgsspørgsmål uanset hvad.

Et forsøg på mersalg er helt fint, hvis det bliver afleveret med autencitet og når timingen er korrekt i forhold til kunden og det primære køb som kunden er ved at gennemføre. Hvis det bare bliver sagt fordi chefen har sagt, at jeg skal gøre det, og at jeg skal gøre det, bliver det både falsk og uden effekt. Ja, det får måske endda en negativ effekt på den lange bane.

Anyway, aktion giver som bekendt reaktion: Jeg satte derfor min hjerne i automatgear og sagde pænt nej tak :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

© Copyright 2015 energio